Pædagogik og metoder

I vores daglige pædagogiske arbejde tager vi udgangspunkt i relationspædagogik og har fokus på at indgå i en ligeværdig og anerkendende relation til vores brugere. I relationsarbejdet vægter vi tid til den enkelte og tilrettelægger dagligdagen, så der er tid til nærvær og samtale. Vores mål er at udvikle et værdigt (arbejds)liv i et ligeværdigt samspil med vores brugere. Vi møder det enkelte menneske anerkendende og udviklingsorienteret.
Vi lægger vægt på forudsigelighed og struktur i hverdagen, og hverdagen er bygget op omkring faste rutiner og rammer. Samtidig med struktur og forudsigelig vægter vi en alsidig hverdag med mange forskellige aktiviteter, og plads til spontanitet. Det ser vi som en vigtig komponent for at bidrage til at brugerne kan være fleksible og ikke fastlåses af ydre styring.

Derudover vægtes brugerinddragelse højt. F.eks. afholdes der månedlige fællesmøder. Her er der mulighed for at alle kan komme til orde. Brugerne kan ytre utilfredshed, ønsker til ture eller generelle ændringer i hverdagen. Ligeledes er det her der gives fællesbeskeder fra personalet.
Hverdagen er bygget op omkring læring i praksis, med fokus på den meningsfulde beskæftigelse. Vi bruger stedets udendørsarealer med nyttehave, have og dyrehold til at danne rammen om hverdagen og aktiviteterne følger årets gang. Til at synliggøre dette har vi et årshjul, hvor hver måned og dens aktiviteter, gennemgås på et fællesmøde.
Hvis der findes behov herfor, inddrages eksterne sparringspartnere. VISO, bosteder og sagsbehandlere er de primære sparringspartnere.

Metoder

Det metodiske grundlag tager udgangspunkt i anerkendende og involverende pædagogik. Vi lægger stor vægt på relations dannelse samt at møde den enkelte bruger på deres niveau.

På Bakkelund har vi fokus på ”det hele menneske”, og tilrettelægger dagligdagen, så der er tid til nærvær og samtale – både i hele gruppen og med den enkelte bruger. Alle skal hver dag føle sig set, hørt og anerkendt.
Vi har også fokus på alt det der ligger omkring mennesket, både det nære familie/netværk samt boformer. Vi vægter samarbejdet med hele netværket højt. Vi ser de pårørende som store ressourcer med bred viden som vi kan være med til at omsætte til relevante tilgange til det enkelte menneske.
Vi arbejder bevidst med det sociale fællesskab og prioriterer humor og en god omgangstone meget højt.

Vi lægger vægt på forudsigelighed og struktur i hverdagen, og hverdagen er bygget op omkring faste rutiner og rammer. Samtidig med struktur og forudsigelig vægter vi en alsidig hverdag med mange forskellige aktiviteter, og plads til spontanitet. Det ser vi som en vigtig komponent for at bidrage til at brugerne kan være fleksible og ikke fastlåses af ydre styring.

Metodens redskaber

Nærvær – samtaler – naturoplevelser – opbygning af relationer mellem mennesker og dyr- hjælp til identitetsdannelse- fokus på nærmeste udviklingszone- støtte til selvindsigt, handicapforståelse og realisme- støttende systemer som pictogrammer, skemaer, sociale historier o.lign.

Metodens systematik

Målet for den enkelte bruger fastsættes ud fra en afklaring og udredning af dennes kompetencer og drømme. Igennem dette arbejde bliver der opsat individuelle mål og delmål for den enkeltes videre trivsels- og kompetenceudvikling.
Mål og delmål fastsættes ud fra den visiterende kommunes bestilling.
Der udarbejdes en fremadrettet handleplan i samarbejde med den enkelte bruger (og evt. samarbejdspartnere) mindst hvert andet år. Der afholdes årligt statusmøder med relevante samarbejdspartnere. Hvert halve år evalueres brugerens mål på et personalemøde.

Metodens sigte

At brugerne får en meningsfyldt og tryg hverdag. At brugerne gennem samværet i gruppen får et stærkt socialt netværk. At samværet med dyrene, samt aktiviteter i naturen, giver en god og anderledes oplevelsesorienteret måde at erkende egne styrkesider og begrænsninger.

Pædagogikker der danner grundsten for vores tilgang og metoder:

KRAP

Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Praksis.
På Bakkelund bruger vi grundprincipperne i KRAP, men har det ikke implementeret som en specifik metode.

Grundtanken i KRAP er, at borgerne uanset funktionsniveau har potentiale til at udvikle, fastholde og udnytte færdigheder gennem en systematisk udvikling af den pædagogiske tilgang.
KRAP er teoretisk og metodisk forankret i de kognitive behandlingsformer, og i et ressourcefokuseret menneskesyn. Når man arbejder ud fra principperne i KRAP, sker det med udgangspunkt i den enkelte persons måde at opleve, tænke, føle og handle på. Man ser mennesket som unikt og særligt, og vi tilgår dem nysgerrigt, åbent og imødekommende.
Lysten til forandring sker i mennesker der oplever sig forstået og anerkendt. Man arbejder med menneskets grundtanker om sig selv, andre og verden, idét disse har betydning for identitet, social funktion og selvværd.

På Bakkelund tager vi udgangspunkt i 3 af kerneelementer i KRAP

Anerkendelse og validering af menneskers tanker, følelser, handlinger og mestringsstrategier

Med metoden KRAP mødes borgeren med anerkendelse, dvs. en forståelse af borgerens grundvilkår og perspektiv. Med denne tilgang giver vi gyldighed til borgerens tanker, følelser, ønsker og grundvilkår – også i tilfælde, hvor borgerens handlinger måske er uhensigtsmæssige. Uanset, om der er tale om vanskeligheder, drømme eller behov, italesætter og planlægger vi borgerens situation og vores støtte med udgangspunkt i borgerens forudsætninger og behov.
Med afsæt i en dyb forståelse af borgerens grundvilkår samt anerkendelse og validering af borgerens tanker, følelser, handlinger og mestringsstrategier kan vi møde borgeren med realistiske forventninger. Det er grundlaget for at skabe den ønskede forandring og udvikling sammen med borgeren – og for at skabe en forandring og udvikling på en måde, som har udgangspunkt i borgerens aktuelle ressourcer.
Anerkendelse defineres i metoden KRAP som det:

1. At blive set af andre som det menneske, man er

2. At blive taget alvorligt som menneske

3. At blive mødt som ligeværdig (ikke nødvendigvis ligestillet)

4. At føle sig OK som den, man er

Anerkendelse og validering er nært forbundne begreber. Hvor anerkendelse handler om vores tænkning om et andet menneske, handler validering om at dele vores anerkendelse med personen. Med validering giver vi udtryk for, hvordan den andens tankesæt giver mening for os. Valideringen kan således ses som en manifestation af anerkendelsen og har til formål at lade den anden føle, at deres tanker, følelser handlinger og/ eller mestringsstrategier giver mening.

Ressourcefokuseret menneskesyn

Alle har ressourcer. Og alle ressourcer kan udvikles til nye færdigheder. Det er udgangspunktet i metoden KRAP, at man fokuserer på det, borgere kan og kan lære – i stedet for på det, de ikke kan.
I en pædagogisk praksis, baseret på metoden KRAP, må både borgere samt vi som medarbejdere og ledere derfor øve os i at etablere og bibeholde et ressourcefokus. Det betyder ikke, at metoden KRAP skal ses som en fornægtelse af, at der kan være ting, som er udfordrende og svære for borgeren. Man må gerne italesætte og anerkende, at et grundvilkår gør det svært for borgeren, men det er dog ikke herfra, udviklingsprocessen starter. En udviklingsproces efter KRAP tager ikke afsæt i borgerens problemer, men i hvad borgeren kan. Selv adfærd, som kan synes problematisk, skal ses i det lys. Det vil sige som udtryk for borgerens bedste bud på mestring af en svær situation. Ser man sådan på det, kan man ud fra adfærden kortlægge, hvilke færdigheder borgeren allerede har, og hvilke færdigheder borgeren endnu ikke har lært, men har brug for at lære.

En kognitiv tilgang

Alle mennesker ser verden gennem et filter af erfaringer, holdninger og viden – kort sagt: Kognition, det vil sige tænkning.
Den kognitive tilgang spiller en stor rolle i KRAP: Metoden KRAP forudsætter, at vi som ledere og medarbejdere på sociale tilbud ser, hvor afgørende tænkning er for menneskers adfærd – både når det kommer til borgerens adfærd og vores egen adfærd. Man kan som medarbejder godt opleve, at en borger er blevet gladere, selvom den primære forandring har været ens eget perspektiv på og tilgang til borgeren. Der ligger således et dobbelt perspektiv i den kognitive tilgang, idet opmærksomheden på fortolkning og tænkning både gælder for de borgere, vi arbejder med, for os som medarbejdergruppe samt mellem ledelse og medarbejdere.
Vil man forstå et andet menneske og arbejde med udvikling, er det vigtigt at have blik for menneskets måde at fortolke egne omgivelser på – altså, at have blik for den enkeltes kognition. Når vi handler med indsigt i borgeres tænkning, har vi mulighed for at handle på et fast grundlag af antagelser.

Low Arousal

Grundtanken i Low Arousel er at RO SMITTER.
Med Low Arousel tilpasser personalet deres kommunikation, handlinger og krav til den enkelte borger, så vedkommende undgår at havne i kaos.
Low Arousel, også kaldet rogivende pædagogik, tager udgangspunkt i, at mennesker reagerer med udfordrende adfærd, når de har mistet kontrollen over sig selv og er havnet i en tilstand af kaos.
Udsagnet ”Mennesker, der kan opføre sig ordentlig, gør det” illustrerer meget fint tankegangen i Low Arousel. Borgerens udfordrende adfærd ses som en reaktion og kommunikationsform, der fortæller de ansatte, at det ikke er muligt for borgeren at håndtere den aktuelle situation. Denne forståelse står i modsætning til at opfatte adfærden som et udtryk for en provokation, manglende vilje eller dårlig opførsel.
De tre grundlæggende principper i Low Arousel er:

\

Den, der tager ansvar, kan påvirke

Personalet tager ansvaret for relationen og samarbejdet på sig, frem for at lægge det over på borgeren eller de pårørende. Personalet finder løsninger og metoder, der støtter borgeren til at undgå følelsen af kaos. Samtidig oplever personalet, at de lykkes i arbejdet med at løse en svær situation, hvilket mindsker følelsen af magtesløshed.

\

Kontrolprincippet – man skal have kontrol over sig selv for at kunne samarbejde med andre

Personalet hjælper borgeren til at bevare selvkontrollen, bl.a. ved at undgå at stille krav til borgeren, som hun eller han ikke forstår eller kan honorere. Krav skal tilpasses borgerens funktionsniveau og stilles på en måde, som gør, at borgeren føler sig tryg og undgår at havne i kaos. I mange tilfælde overvurderes borgernes funktionsniveau.

\

Princippet om affektsmitte – mennesker smitter hinanden med følelser og stemninger

Det gælder for alle mennesker, at vi smitter hinanden med følelser. Men mennesker med kognitive funktionsnedsættelser er ikke i stand til at reflektere over, hvem der oprindeligt havde følelserne. Det betyder, at de i langt højere grad end andre overtager andres følelser. Hvis personalet i en situation med kaos formår at udstråle ro, kan roen påvirke borgeren til at føle mere ro – omvendt kan en stresset medarbejder, som selv mister kontrollen, få en situation til at eskalere.

Low arousel har altså primært fokus på personalets ansvar for borgerens adfærd og reaktionsmønstre. Formålet er at gøre personalet bevidste om, at det er dem, der kan og skal ændre adfærd i konfliktsituationer. Ved at ændre egen adfærd overfor borgerne, kan borgenes adfærd også ændres. Det sker, fordi personalet tænker anderledes om adfærden og får fokus på, hvordan de ved at ændre egen adfærd kan minimere udfordrende adfærd hos borgeren samt støtte denne i at udvikle mere hensigtsmæssige mestringsstrategier. Personalet skal huske at ro smitter, og skal træne sig i ikke at gå med borgeren i affekt, men i stedet træde et skridt tilbage.

Neuropædagogik

Bag neuropædagogik ligger hjerneforskning og neuropsykologien. Neuropædagogik er en forståelsesramme for den faglige og individuelle indsats til personer med neuropsykologiske vanskeligheder. Neuropædagogik tager udgangspunkt i pædagogikken og i de kognitive teorier om hjernens funktioner og funktionsnedsættelsers betydning for den enkelte.
Ved at få hjælp og støtte til at træne de stærke sider kan man kompensere for de svage. Grundstenen er at træne det, som mennesket med en kognitiv dysfunktion, oplever mest succes med. Succes giver motivation for at træne mere, og dermed udvikles evnen til at kompensere for de svage sider og nogle gange ovenikøbet erstatte et hjerneområde der er dysfunktionelt.
Samtidig kan man som personale planlægge kompenserende strategier og give borgeren indsigt heri, for at denne på sigt selv kan bruge dem.
Vi bruger primært grundelementerne og forståelsesrammen i neuropædagogik. På Bakkelund laver vi ikke neuropædagogiske analyser og livshistorier.

Pædagogik og metoder

I vores daglige pædagogiske arbejde tager vi udgangspunkt i relationspædagogik og har fokus på at indgå i en ligeværdig og anerkendende relation til vores brugere. I relationsarbejdet vægter vi tid til den enkelte og tilrettelægger dagligdagen, så der er tid til nærvær og samtale. Vores mål er at udvikle et værdigt (arbejds)liv i et ligeværdigt samspil med vores brugere. Vi møder det enkelte menneske anerkendende og udviklingsorienteret.
Vi lægger vægt på forudsigelighed og struktur i hverdagen, og hverdagen er bygget op omkring faste rutiner og rammer. Samtidig med struktur og forudsigelig vægter vi en alsidig hverdag med mange forskellige aktiviteter, og plads til spontanitet. Det ser vi som en vigtig komponent for at bidrage til at brugerne kan være fleksible og ikke fastlåses af ydre styring.

Derudover vægtes brugerinddragelse højt. F.eks. afholdes der månedlige fællesmøder. Her er der mulighed for at alle kan komme til orde. Brugerne kan ytre utilfredshed, ønsker til ture eller generelle ændringer i hverdagen. Ligeledes er det her der gives fællesbeskeder fra personalet.
Hverdagen er bygget op omkring læring i praksis, med fokus på den meningsfulde beskæftigelse. Vi bruger stedets udendørsarealer med nyttehave, have og dyrehold til at danne rammen om hverdagen og aktiviteterne følger årets gang. Til at synliggøre dette har vi et årshjul, hvor hver måned og dens aktiviteter, gennemgås på et fællesmøde.
Hvis der findes behov herfor, inddrages eksterne sparringspartnere. VISO, bosteder og sagsbehandlere er de primære sparringspartnere.

Metoder

Det metodiske grundlag tager udgangspunkt i anerkendende og involverende pædagogik. Vi lægger stor vægt på relations dannelse samt at møde den enkelte bruger på deres niveau.

På Bakkelund har vi fokus på ”det hele menneske”, og tilrettelægger dagligdagen, så der er tid til nærvær og samtale – både i hele gruppen og med den enkelte bruger. Alle skal hver dag føle sig set, hørt og anerkendt.
Vi har også fokus på alt det der ligger omkring mennesket, både det nære familie/netværk samt boformer. Vi vægter samarbejdet med hele netværket højt. Vi ser de pårørende som store ressourcer med bred viden som vi kan være med til at omsætte til relevante tilgange til det enkelte menneske.
Vi arbejder bevidst med det sociale fællesskab og prioriterer humor og en god omgangstone meget højt.

Vi lægger vægt på forudsigelighed og struktur i hverdagen, og hverdagen er bygget op omkring faste rutiner og rammer. Samtidig med struktur og forudsigelig vægter vi en alsidig hverdag med mange forskellige aktiviteter, og plads til spontanitet. Det ser vi som en vigtig komponent for at bidrage til at brugerne kan være fleksible og ikke fastlåses af ydre styring.

Metodens redskaber

Nærvær – samtaler – naturoplevelser – opbygning af relationer mellem mennesker og dyr- hjælp til identitetsdannelse- fokus på nærmeste udviklingszone- støtte til selvindsigt, handicapforståelse og realisme- støttende systemer som pictogrammer, skemaer, sociale historier o.lign.

Metodens systematik

Målet for den enkelte bruger fastsættes ud fra en afklaring og udredning af dennes kompetencer og drømme. Igennem dette arbejde bliver der opsat individuelle mål og delmål for den enkeltes videre trivsels- og kompetenceudvikling.
Mål og delmål fastsættes ud fra den visiterende kommunes bestilling.
Der udarbejdes en fremadrettet handleplan i samarbejde med den enkelte bruger (og evt. samarbejdspartnere) mindst hvert andet år. Der afholdes årligt statusmøder med relevante samarbejdspartnere. Hvert halve år evalueres brugerens mål på et personalemøde.

Metodens sigte

At brugerne får en meningsfyldt og tryg hverdag. At brugerne gennem samværet i gruppen får et stærkt socialt netværk. At samværet med dyrene, samt aktiviteter i naturen, giver en god og anderledes oplevelsesorienteret måde at erkende egne styrkesider og begrænsninger.

Pædagogikker der danner grundsten for vores tilgang og metoder:

KRAP

Kognitiv Ressourcefokuseret Anerkendende Praksis.
På Bakkelund bruger vi grundprincipperne i KRAP, men har det ikke implementeret som en specifik metode.

Grundtanken i KRAP er, at borgerne uanset funktionsniveau har potentiale til at udvikle, fastholde og udnytte færdigheder gennem en systematisk udvikling af den pædagogiske tilgang.
KRAP er teoretisk og metodisk forankret i de kognitive behandlingsformer, og i et ressourcefokuseret menneskesyn. Når man arbejder ud fra principperne i KRAP, sker det med udgangspunkt i den enkelte persons måde at opleve, tænke, føle og handle på. Man ser mennesket som unikt og særligt, og vi tilgår dem nysgerrigt, åbent og imødekommende.
Lysten til forandring sker i mennesker der oplever sig forstået og anerkendt. Man arbejder med menneskets grundtanker om sig selv, andre og verden, idét disse har betydning for identitet, social funktion og selvværd.

På Bakkelund tager vi udgangspunkt i 3 af kerneelementer i KRAP

Anerkendelse og validering af menneskers tanker, følelser, handlinger og mestringsstrategier

Med metoden KRAP mødes borgeren med anerkendelse, dvs. en forståelse af borgerens grundvilkår og perspektiv. Med denne tilgang giver vi gyldighed til borgerens tanker, følelser, ønsker og grundvilkår – også i tilfælde, hvor borgerens handlinger måske er uhensigtsmæssige. Uanset, om der er tale om vanskeligheder, drømme eller behov, italesætter og planlægger vi borgerens situation og vores støtte med udgangspunkt i borgerens forudsætninger og behov.
Med afsæt i en dyb forståelse af borgerens grundvilkår samt anerkendelse og validering af borgerens tanker, følelser, handlinger og mestringsstrategier kan vi møde borgeren med realistiske forventninger. Det er grundlaget for at skabe den ønskede forandring og udvikling sammen med borgeren – og for at skabe en forandring og udvikling på en måde, som har udgangspunkt i borgerens aktuelle ressourcer.
Anerkendelse defineres i metoden KRAP som det:

1. At blive set af andre som det menneske, man er

2. At blive taget alvorligt som menneske

3. At blive mødt som ligeværdig (ikke nødvendigvis ligestillet)

4. At føle sig OK som den, man er

Anerkendelse og validering er nært forbundne begreber. Hvor anerkendelse handler om vores tænkning om et andet menneske, handler validering om at dele vores anerkendelse med personen. Med validering giver vi udtryk for, hvordan den andens tankesæt giver mening for os. Valideringen kan således ses som en manifestation af anerkendelsen og har til formål at lade den anden føle, at deres tanker, følelser handlinger og/ eller mestringsstrategier giver mening.

Ressourcefokuseret menneskesyn

Alle har ressourcer. Og alle ressourcer kan udvikles til nye færdigheder. Det er udgangspunktet i metoden KRAP, at man fokuserer på det, borgere kan og kan lære – i stedet for på det, de ikke kan.
I en pædagogisk praksis, baseret på metoden KRAP, må både borgere samt vi som medarbejdere og ledere derfor øve os i at etablere og bibeholde et ressourcefokus. Det betyder ikke, at metoden KRAP skal ses som en fornægtelse af, at der kan være ting, som er udfordrende og svære for borgeren. Man må gerne italesætte og anerkende, at et grundvilkår gør det svært for borgeren, men det er dog ikke herfra, udviklingsprocessen starter. En udviklingsproces efter KRAP tager ikke afsæt i borgerens problemer, men i hvad borgeren kan. Selv adfærd, som kan synes problematisk, skal ses i det lys. Det vil sige som udtryk for borgerens bedste bud på mestring af en svær situation. Ser man sådan på det, kan man ud fra adfærden kortlægge, hvilke færdigheder borgeren allerede har, og hvilke færdigheder borgeren endnu ikke har lært, men har brug for at lære.

En kognitiv tilgang

Alle mennesker ser verden gennem et filter af erfaringer, holdninger og viden – kort sagt: Kognition, det vil sige tænkning.
Den kognitive tilgang spiller en stor rolle i KRAP: Metoden KRAP forudsætter, at vi som ledere og medarbejdere på sociale tilbud ser, hvor afgørende tænkning er for menneskers adfærd – både når det kommer til borgerens adfærd og vores egen adfærd. Man kan som medarbejder godt opleve, at en borger er blevet gladere, selvom den primære forandring har været ens eget perspektiv på og tilgang til borgeren. Der ligger således et dobbelt perspektiv i den kognitive tilgang, idet opmærksomheden på fortolkning og tænkning både gælder for de borgere, vi arbejder med, for os som medarbejdergruppe samt mellem ledelse og medarbejdere.
Vil man forstå et andet menneske og arbejde med udvikling, er det vigtigt at have blik for menneskets måde at fortolke egne omgivelser på – altså, at have blik for den enkeltes kognition. Når vi handler med indsigt i borgeres tænkning, har vi mulighed for at handle på et fast grundlag af antagelser.

Low Arousal

Grundtanken i Low Arousel er at RO SMITTER.
Med Low Arousel tilpasser personalet deres kommunikation, handlinger og krav til den enkelte borger, så vedkommende undgår at havne i kaos.
Low Arousel, også kaldet rogivende pædagogik, tager udgangspunkt i, at mennesker reagerer med udfordrende adfærd, når de har mistet kontrollen over sig selv og er havnet i en tilstand af kaos.
Udsagnet ”Mennesker, der kan opføre sig ordentlig, gør det” illustrerer meget fint tankegangen i Low Arousel. Borgerens udfordrende adfærd ses som en reaktion og kommunikationsform, der fortæller de ansatte, at det ikke er muligt for borgeren at håndtere den aktuelle situation. Denne forståelse står i modsætning til at opfatte adfærden som et udtryk for en provokation, manglende vilje eller dårlig opførsel.
De tre grundlæggende principper i Low Arousel er:

\

Den, der tager ansvar, kan påvirke

Personalet tager ansvaret for relationen og samarbejdet på sig, frem for at lægge det over på borgeren eller de pårørende. Personalet finder løsninger og metoder, der støtter borgeren til at undgå følelsen af kaos. Samtidig oplever personalet, at de lykkes i arbejdet med at løse en svær situation, hvilket mindsker følelsen af magtesløshed.

\

Kontrolprincippet – man skal have kontrol over sig selv for at kunne samarbejde med andre

Personalet hjælper borgeren til at bevare selvkontrollen, bl.a. ved at undgå at stille krav til borgeren, som hun eller han ikke forstår eller kan honorere. Krav skal tilpasses borgerens funktionsniveau og stilles på en måde, som gør, at borgeren føler sig tryg og undgår at havne i kaos. I mange tilfælde overvurderes borgernes funktionsniveau.

\

Princippet om affektsmitte – mennesker smitter hinanden med følelser og stemninger

Det gælder for alle mennesker, at vi smitter hinanden med følelser. Men mennesker med kognitive funktionsnedsættelser er ikke i stand til at reflektere over, hvem der oprindeligt havde følelserne. Det betyder, at de i langt højere grad end andre overtager andres følelser. Hvis personalet i en situation med kaos formår at udstråle ro, kan roen påvirke borgeren til at føle mere ro – omvendt kan en stresset medarbejder, som selv mister kontrollen, få en situation til at eskalere.

Low arousel har altså primært fokus på personalets ansvar for borgerens adfærd og reaktionsmønstre. Formålet er at gøre personalet bevidste om, at det er dem, der kan og skal ændre adfærd i konfliktsituationer. Ved at ændre egen adfærd overfor borgerne, kan borgenes adfærd også ændres. Det sker, fordi personalet tænker anderledes om adfærden og får fokus på, hvordan de ved at ændre egen adfærd kan minimere udfordrende adfærd hos borgeren samt støtte denne i at udvikle mere hensigtsmæssige mestringsstrategier. Personalet skal huske at ro smitter, og skal træne sig i ikke at gå med borgeren i affekt, men i stedet træde et skridt tilbage.

Neuropædagogik

Bag neuropædagogik ligger hjerneforskning og neuropsykologien. Neuropædagogik er en forståelsesramme for den faglige og individuelle indsats til personer med neuropsykologiske vanskeligheder. Neuropædagogik tager udgangspunkt i pædagogikken og i de kognitive teorier om hjernens funktioner og funktionsnedsættelsers betydning for den enkelte.
Ved at få hjælp og støtte til at træne de stærke sider kan man kompensere for de svage. Grundstenen er at træne det, som mennesket med en kognitiv dysfunktion, oplever mest succes med. Succes giver motivation for at træne mere, og dermed udvikles evnen til at kompensere for de svage sider og nogle gange ovenikøbet erstatte et hjerneområde der er dysfunktionelt.
Samtidig kan man som personale planlægge kompenserende strategier og give borgeren indsigt heri, for at denne på sigt selv kan bruge dem.
Vi bruger primært grundelementerne og forståelsesrammen i neuropædagogik. På Bakkelund laver vi ikke neuropædagogiske analyser og livshistorier.